Billedserier
Hent Adobe Flash player
Generalforsamling 2018
Billeder fra generalforsamling 2018 i Socialdemokratiet Holstebro Kommune

Nyhedsbrev fra gruppeformand Svend Ørgaard

30. september 2019

Mejrup den 27. september 2019

Status fra byrådsgruppen – ved gruppeformanden.

 

Kære alle

 

Den gode formand – Hr. Søren – efterlyser nyhedsbreve fra byrådsgruppen, og jeg må erkende, at jeg har fuld forståelse for den efterlysning. Det er for lang tid siden, og der er kun én at bebrejde – og det er mig. Jeg forsøger nu med fuld fart og de bedste hensigter at råde bod på miseren.

Sommerferien er for længst overstået og det politiske arbejde er i fuldt sving. Lige nu pågår der intense forhandlinger om budget 2020, og hvad disse forhandlinger indeholder kan jeg ikke komme ind på i dette nyhedsbrev. Men det er værd at bemærke, at vi på sidste byrådsmøde, det møde, hvor budgettet blev 1. behandlet, gjorde os til talsmænd for, at vi nu måtte fokusere på kerneopgaverne, uanset hvor i kommunen man lægger sin indsats. Der er for mange offentlig ansatte som bruger for meget tid på dokumentationer og papirarbejde. Opgaver som er blevet dem pålagt sandsynligvis i den bedste mening, men som tager tid fra kerneopgaven og dermed stresser helt unødigt. Vi kræver nu, at disse funktioner og pligter bliver analyseret og vurderet og hvis det ikke giver mening og værdi så må det droppes. Det er vores fokus lige p.t, og vi er sikre på, at rigtig mange af de ansatte i forskellige funktioner er glade for, at vi kigger på netop den slags opgaver.

Nr. Boulevard skolen er blevet indviet! En helt utrolig festlig eftermiddag som kulmination på en fantastisk uge for elever og medarbejdere. Nu kan de forhåbentlig få ro til at drive skole derude – på én adresse og med alle elever og medarbejdere samlet et sted. I den nærmeste fremtid indvier vi Børnehuset Ellehøj, som nu fremstår med både nye vuggestuepladser og børnehavepladser. Jo – vi er på vej i Holstebro Kommune, og det er ikke så sært, at pengekassen lider under, at disse regninger skal betales. Men lad os i første omgang glæde os over, at vi har fået stor kvalitet for pengene – både på skoleområdet og på mange andre områder.

De enkelte udvalg er i fuldt sving nu, og arbejdet pågår med det faktum i horisonten, at vi har fået en ny regering, som i valgkampen talte om mange af de ting, som vi sætter stor pris på. Aftalen mellem KL og regeringen var første skridt på vejen og gav en lille løft til Holstebro kommune, og vi har nu berettigede forventninger til, at finansloven for 2020 vil spytte endnu lidt mere i kassen. Det bliver ikke en dans på roser, men det kan lindre gangen hen over en knoldet og noget ujævn jord.

Det er glædeligt at mærke, at alle byrådets partier forholder sig seriøst og målbevidst til økonomien. Brede forlig er gerne mere holdbare og bedre på lang sigt end smalle forlig. Man lad os nu se.

En stor oplevelse hen over sensommeren var Kulturmødet på Mors og Uddannelsesdebatten i Nr. Nissum. Man behøver altså ikke rejse så langt for at samle på gode indtryk og møde spændende mennesker. Begge dele var rigtig gode oplevelser.

Lad dette være status lige nu. Om føje tid har vi et budget 2020, og så hører I fra os igen. Undskyld den lange pause – jeg tænker Hr. Søren og den gode Michael holder mig i ørerne fremadrettet.

 

Venlig hilsen

Svend Ørgaard



Formand
Søren Frøstrup-Agger
Tlf. 29 26 63 73

Næstformand
Kurt Nielsen
Tlf. 23 49 46 07

Sekretær og Webmaster
Lene Vernersen
Tlf.: 28 48 32 99

Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Formand Søren Frøstrup-Agger | Händelsvej 13 | 7500 Holstebro | 29 26 63 73 | soren.frostrup-agger.politiker@holstebro.dk