Menu
Billedserier
Hent Adobe Flash player
Generalforsamling 2018
Billeder fra generalforsamling 2018 i Socialdemokratiet Holstebro Kommune

Økonomi og planlægning - Økonomiske og planlægningsmæssige indsatsområder


For at få den værdibaserede planlægning til at lykkes med udgangspunkt i en sund kommunal økonomi, økonomisk handlefrihed og handlekraft vil Socialdemokraterne fokusere specielt på følgende områder:

Erhvervsudvikling m.v.

Holstebro Kommune placering som førende regionalt center for handel, turisme, grøn kommune, erhvervsvirksomheder og uddannelser skal bevares og udbygges. Med udgangspunkt heri skal vi videreudvikle den position, vi er ved at skabe os på de industriområder, der er vort kendetegn. Vi vil sikre at der skabes en stærk politisk koordinering mellem lokale, regionale og nationale tiltag, så vi bliver hinandens forudsætninger, også i erhvervspolitikken, således som det f.eks. er blevet etableret med Maabjerg Energy Concept.
Vi ønsker ligeledes at skabe et brohoved for den udvikling, som kommer til at foregå, når fremtidige serviceerhverv og erhvervsmiljøer bliver videns- og forskningsbaserede, med stor grad af IT-udnyttelse.
Socialdemokraterne vil derfor arbejde for at understøtte videnstunge og forskningsbaserede iværksættermiljøer bl.a. i NUPARK(Nordvestjysk Udviklingspark ) og VIA University College Campus Holstebro med henblik på at skabe de bedste muligheder for etablering af videns- og forskningsbaserede virksomheder og uddannelsesmiljøer.

Som Socialdemokrater ønsker vi at sætte endnu mere turbo på det allerede igangsatte projekt - Holstebro goes global - i opbygningen af et eksportkontor i Oslo og gennem deltagelse i flere projekter til fremme af eksportmuligheder for vores lokale virksomheder på det norske marked, de øvrige nordiske lande og i Europa. Vi ønsker at bygge på de positive indvundne erfaringer fra vores eksportfremmeture til Norge i tæt samarbejde med vore lokale virksomheder, Kommunens Erhvervsenhed og ambassader i de relevante lande.

Ligeledes vil vi fortsat yde aktiv støtte til finansiering af de allerede etablerede iværksætterordninger og den faglige sparring og rådgivning i forbindelse med nyetablerede/unge erhvervsvirksomheder i vores kommune

Endelig vil vi udnytte, udbygge og intensivere de etablerede erhvervskontakter i Europa således at vore lokale virksomheder kan være topinformerede om de aktuelle og fremtidige eksportmuligheder.

Uddannelse

Den videns- og forskningsmæssige erhvervsudvikling og offentlig servicevirksomhed skal også her være fundamentet for de økonomiske indsatsområder.
Vi vil arbejde for at udbygge uddannelsestilbuddene på et højere niveau end vi kender i dag, og gerne kombineret tværfagligt som overbygning til de gode uddannelser, som vi allerede i dag kan tilbyde.

Vi vil som Socialdemokrater arbejde aktivt for at understøtte tiltrækningen af yderligere Lange Videregående Uddannelser, Korte Videregående Uddannelser samt Ungdomsuddannelser. Digital informationsteknologi skal sammen med et højt fagligt niveau være et bærende element allerede fra folkeskolen.

Digital informationsteknologi og internationalisering

Socialdemokraterne arbejder for, at vores erhvervsudvikling får optimale muligheder på dette område.
Digital informationsteknologien skal fortsat understøttes og fremtidssikres med et åbent, effektivt og tilgængeligt net for alle, både borgere, erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner.
Den digitale informationsteknologi i Holstebro Kommune skal hele tiden være så opdateret at den garanterer, at kommunen, dens borgere og dens virksomheder fortsat kan være med i den førende teknologiske udvikling, lokalt, regionalt og internationalt. Parallelt hermed arbejder vi på, at borgerne udfordres med tilbud om at blive kompetente digitale brugere af de til enhver tid nyeste teknologiske muligheder.

Kultur og fritid

Socialdemokraterne vil sikre, at kultur - og fritidspolitikken tilrettelægges således, at den giver grobund for en mangfoldighed i borgernes kultur- og fritidsvalg. Kultur- og fritidspolitikkens gode resultater og spændende tilbud om kulturelle oplevelser i området skal samtidig ses som en væsentlig tiltrækningsfaktor for nye erhvervsvirksomheder samt potentielle tilflyttere.
Der skal derfor forsat ydes støtte til såvel det etablerede kulturliv som til de brede lokale og folkelige kulturinitiativer og forsamlingskulturen i alle vore lokalsamfund.
Det er ligeledes væsentligt at støtte både eliteidrætten og den "brede" idræt, hvor det er vigtigt at opmuntre og støtte den frivillige indsats.
Holstebros image som førende kulturby rækker langt tilbage, derfor er det væsentligt, at der fremover afsættes midler til sikring af vedligeholdelse af anlæg og kunstværker. Dette image vil vi fastholde ved at fremme den kulturelle dialog med en række forskellige kulturbrugere og vi vil forholde os positivt understøttende.
Målet er at have tilstrækkelig handlefrihed til at reagere, når mulighed byder sig, således at kulturtilbuddene fremstår som moderne og med stærk regional og international tiltrækningskraft overfor beslutningstagernes ønsker om lokalisering og udbygning af erhvervs- og uddannelsesområdet.
Holstebro Kommune skal udbygge og markedsføre kommunens landskabelige værdier herunder specielt vores fremragende placering med adgang til såvel Vesterhavet som Limfjorden.

Herudover vil socialdemokraterne have konstant fokus på at sikre større nationale og internationale begivenheder/events som f.eks. spejderlejr, CSR Awards, Giro d´Italia placeret i Holstebro Kommune

Miljø- og Sundhedsbevidst kommune

Socialdemokraternes mål på miljøområdet er, at Holstebro Kommune skal markere sig som synlig grøn, miljø- og sundhedsbevidst.
Målsætningen er at blive så energivenlig, at kommunen kan undgå brug af fossile brændstoffer i fremtiden. MaabjergEnergyConcept-projektet skal imødekomme dette med et samspil mellem for-brændingsanlægget og produktionen af bioethanol og biogas.

Vi ønsker, at udbygge de miljøbeskyttende foranstaltninger overalt i kommunen og vil tage selv-stændige initiativer udover de centralt fastsatte minimumsstandarder samt understøtte de fremtidige muligheder for alternative energikilder.

Bykvaliteter

Nøgleområdet for Socialdemokraternes syn på bykvalitet er en god udnyttelse af de forskellige byrum, med en kombination af bebyggelse og åbne pladser. Facadebilledet til byernes gader skal danne en helhed, som ind imellem bliver brudt af spændende rum, hvor natur og arkitektur spiller sammen.
Et andet nøgleområde for bykvalitet er udnyttelse af de naturgivne forudsætninger og særlige kendetegn som vore byer har. Vore åer, der er det mest betydningsfulde naturelementer i byer og i landskabet, skal i højere grad fremhæves og gøres tilgængelig på sin vej gennem landskaberne, boligområder og især gennem bymidter, hvor åer skal markeres som byernes knudepunkt i skæringen mellem å og gade.
Vore fremtidige byplaner skal således åbne mulighed for byomdannelse og byfornyelse, hvor naturværdierne kan inddrages.
Vi vil arbejde på at omskabe den tætte by med natur uden om, til at være den åbne by med natur inde i.
I landsbyerne vil vi arbejde for byfornyelser, der kombinerer evt. nødvendige nedrivninger med progressive tiltag.

Infrastruktur

Den fremtidige udvikling omkring handel, industri, serviceerhverv og boligformer vil stille endnu større krav til især Ulfborg, Vinderups og Holstebros infrastrukturer. Der skal skabes rum for forskellige boligformer også med plads til nye boformer.
Vi skal have rum for erhvervsudvikling med plads til de forskellige typer af erhverv. Vi skal skabe mulighed for at forny allerede eksisterende bolig- og erhvervsområder, således at der sikres en sammenhæng mellem behov og muligheder. Alle disse områder skal bindes sammen trafikalt.
Vi vil som Socialdemokrater arbejde for at adskille de forskellige trafikformer, og vi vil videreføre og udbygge dette på en bæredygtig måde.
Fremtidige trafikplanlægninger skal medvirke til at holde mest mulig trafik væk fra bykernerne. Der skal sikres stille boligområder nær bymidterne. Og parkeringsfaciliteter til både biler og cykler skal være placeret og udformet, så biltrafik i byernes centrer mindskes.
Socialdemokraterne vil arbejde målrettet på, at den vedtagne motorvej til Holstebro Nord sikres gode og hensigtsmæssige tilkørselsveje, samt at lokalplanerne sikrer mulighed for en fremtidsrettet erhvervsudvikling i områderne ved motorvejen.

Holstebro Kommune som arbejdsplads

Socialdemokraterne lægger vægt på at følgende elementer skal indgå i den overordnede personalepolitik:

Medarbejdernes mulighed for at deltage i landsdækkende, regionale og andre udvalg af interesse for Holstebro Kommunes udvikling.

En medinddragende og uddelegerende ledelsesstil. Der kan sikre et inspirerende og udviklende arbejdsmiljø i hele kommunen.
Personalepolitikken skal være et værktøj, der understøtter og bidrager til opfyldelse af kommunens mål og politikområder, samtidig med at den enkelte medarbejder tilføres størst mulig kompetence og medansvar.
Den kommunale direktions ledelse bør fokusere på værdier som:

Rammestyring, værdibaseret ledelse, målstyring, selvstyrende grupper, ansvar for eget arbejdsområde, kompetenceudvikling, åbenhed og information, ligeværdig behandling uanset position og baggrund/etnisk baggrund, seniorpolitik, skåne- og fleksjob.

Maksimal inddragelse af medarbejdere med fokus på et godt arbejdsmiljø skal være et alternativ til udlicitering.

Socialdemokraterne vil arbejde for, at Holstebro Kommune fortsat skal være en foregangsvirksomhed som arbejdsplads. Derfor bør flere progressive ledelsesværktøjer komme til i takt med at ovennævnte bliver aktuelle, herunder også en videreudvikling af det strukturelle samarbejde.

Socialdemokraterne ønsker at kommunen fortsat skal drives som en moderne og rationel virksomhed med en dynamisk ledelsesform og med en aktiv, fremadrettet dynamisk efter-/videreuddannelsespolitik. Kommunen kan dermed fungere som et positiv eksempel, inspiration og aktiv sparringspartner, i en gensidig inspirerende dialog med kommunens erhvervs- og handelsliv.
Socialdemokraterne ønsker fortsat at være garant for et sundt og godt arbejdsmiljø både psykisk og fysisk for alle kommunens medarbejdere og vil derfor til stadighed sikre dette gennem systematiske årlige Arbejdspladsvurderinger samt konkret og hurtig opfølgning herpå.
For socialdemokraterne er arbejdet i MED- udvalg et væsentligt element før beslutninger - der har personalemæssige konsekvenser – tages.

Holstebro Kommunes frivilligpolitik.

Socialdemokraterne ønsker at fremme det frivillige samfundssind for herigennem at styrke fællesskabet og ejerskabet til vores fælles værdier og normer.

Formålet med kommunens og de frivilliges samarbejde bør være at udføre den bedst mulige indsats inden for de frivillige foreningers mange områder. Samarbejdet bør ske gennem dialog og udveksling af erfaringer og informationer.

Der bør etableres et årligt fællesarrangement via et forum eller en ”frivillige-dag”.

Kommunen og de frivillige bør hele tiden være opmærksomme på hinandens styrker, muligheder og ansvar.

Gennem et gensidigt samarbejde opnås øgede ressourcer, synergieffekt og fællesskab, hvilket betyder, at de frivilliges og kommunens ressourcer, fælles viden og erfaring udnyttes bedst muligt til gavn for borgerne.

Vi ønsker at kommunen og de frivillige udvikler tilbud i fællesskab til gavn for borgerne. Dette kan f.eks. være gennem partnerskaber og samarbejdsaftaler.

Vi ønsker at understøtte de frivillige med uddannelse og anerkendelse gennem udlån af kommunens bygninger og anlæg.

Grundlæggende for samarbejdet

Socialdemokraterne ønsker at fremme den frivillige indsats i kommunen, og vi ønsker at samarbejde med frivillige foreninger, det være sig idræts-, kultur- og sociale foreninger.

Vi anerkender og respekterer værdien af den frivillige indsats. De frivilliges opgaver er at forebygge, vejlede og yde støtte samt udvikle nye tiltag og initiativer. Uden den frivillige indsats, ville det ikke være muligt at opretholde den velfærd, vi har i dag - og den, vi i fremtiden ønsker os.

Der skal i samarbejde med repræsentanter for de frivillige og kommunen udarbejdes et værdisæt for samarbejdet. Her er udgangspunktet forståelse og tolerance, gensidig respekt, troværdighed og åbenhed. Vi har brug for hinanden og brug for at hjælpe hinanden i fællesskab.

Det er Holstebro kommune der har ansvaret for kommunens overordnede idræts-, social- og kulturindsats.

Idræt

Frivillige inden for idrætten yder en stor og samfundsnyttig indsats. Derfor skal frivillige opleve en kommune, der understøtter værdien af deres indsats, en kommune der i sin idrætspolitik åbner op for uddannelse og anerkendelse. Uden de frivillige i byerne og de mindre samfund i kommunen, ville den sundhedsfremmende idræt, som vi ser som en naturlig del af hverdagen, og som er medvirkende til at øge energi, sundhed og velvære, ikke være muligt.

Frivillige inden for social og sundhed

Holstebro Kommune har ansvaret for kommunens overordnede sociale indsats.

Uden de mange frivillige inden for sundhedsområdet, kunne kommunen ikke opretholde den standart, vi har inden for sundheds- og socialområdet. Eksempler på foreninger, vi ikke kunne undvære, er støtteforeninger til plejecentre og besøgstjenester mv.

De frivillige skal ikke sættes i situationer, hvor dilemmaer opstår mellem pleje og social kontakt.

De frivilliges opgave kan være at forebygge, vejlede og yde støtte samt udvikle nye tiltag og initiativer med henblik på, at der løbende sker fornyelse og forbedringer.

Udførsel af myndighedsopgaver er kommunens ansvar, hvilket betyder, at kommunen ikke kan erstatte sociale forpligtelser med en frivillig indsats. Kommunen kan aldrig pålægge de frivillige at udføre en social opgave.

De frivillige kan ikke pålægges at udfører behandlingsopgaver eller andre opgaver, som kommunen eller sundhedsvæsenet er lovmæssigt forpligtet til at udføre.

Kultur

De frivillige kulturforeninger i kommunen er en væsentlig bidrager til berigelse og inddragelse af borgerne i kulturlivet. Derfor ønsker socialdemokraterne at anerkende og understøtte de frivillige foreninger og deres aktiviteter. Vi ønsker at Holstebro kommune skal være landsdelens kulturelle lokomotiv inden for oplevelseskulturen, og her er de frivilliges indsats af største værdi, det være sig i alle dele af kommunen fra de små bysamfund til Holstebro by.

Formand
Søren Frøstrup-Agger
Tlf. 29 26 63 73

Næstformand
Kurt Nielsen
Tlf. 23 49 46 07

Sekretær og Webmaster
Lene Vernersen
Tlf.: 28 48 32 99

Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Formand Morten Flæng |  Havevej 9 |  7830 Vinderup |  24 24 96 97  |  morten.flaeng@rr.rm.dk